De fleste forbinder ordet traume med store hændelser. Voldsomme ulykker. Overgreb. Krig. Men sandheden er, at traumer sjældent handler om det, der skete – men om det, der skete i dig, da det skete.
Traume er det, der opstår, når noget bliver for meget, for hurtigt, for længe – eller når noget vigtigt mangler. Kærlighed. Tryghed. Spejling. Regulering.
Og fordi vores hjerner og nervesystemer former sig i barndommen, har det, vi manglede dengang, stadig fat i os i dag. Ikke fordi vi er svage. Men fordi vi er kloge.
Fordi kroppen husker det, du glemte.
Når kroppen reagerer – og du tror, det er dig, der er problemet
Du trækker dig, når nogen hæver stemmen.
Du bliver vred, når du føler dig overset.
Du overpræsterer, når du mærker tvivl.
Det er ikke dig, der er forkert. Det er dine gamle strategier, der stadig forsøger at beskytte dig.
Dit nervesystem husker, hvordan det var at være lille og alene med store følelser.
Hvordan det var at lære: “Jeg må ikke fylde” eller “Det er nemmere, hvis jeg bare er sød”.
Det er her, traumer lever videre – ikke i fortiden, men i dine daglige reaktioner.
Heling handler ikke om at forstå – men om at genskabe kontakt
At forstå dine mønstre er første skridt.
Men heling sker først, når du mærker noget nyt.
Når du tillader følelsen at få form – som når sorgen tegnes med tunge farver.
Når du sætter ord på det, du aldrig fik sagt – og brænder brevet af.
Når du siger “jeg er vred” uden at forsvare det.
Når du tør række ud, i stedet for at klare det hele selv.
Og langsomt... begynder noget at løsne sig.
Ikke fordi fortiden ændrer sig – men fordi du gør.
Traumearbejde er ikke for de ødelagte – det er for de modige
Du skal ikke “fikse dig selv”.
Du skal ikke finde ud af, hvad der er galt med dig.
Du skal finde tilbage til det, der er rigtigt.
Den del i dig, som ikke har glemt, hvordan det føles at være fri.
Den del, der visker indefra: “Jeg ved, der er mere end det her.”
Og der er mere.
Du er ikke alene.
Og du behøver ikke tage ét eneste skridt til alene.
Kommentarer